En sort dag i en mørk tid, del 1

Sygdommen til... hvad?

Denne tekst opstår nu, gennem utallige refleksioner og samtaler over en ny sygdom som har fået taget i det såkaldte frit tænkende, demokratiske Vesterland. Ikke mindst i et land, der har kunne kalde sig en frisindets højborg, hvor der var højt til loftet og hvor de fleste fik lov at passe sit, og kun få havde en trang til at skulle blande sig i anliggender, der lå uderfor deres fatteevne.
Dette land er, som sproget antyder, Danmark. Og tekstens udgangspunkt, for en karakterisering af den førnævnte sygdom, vil være dette land. Den helt konkrete anledning er den nye anti-ryger-lov, som netop i dag er trådt i kraft.
Selv om det næppe kan komme som en overraskelse for nogen, at en sådan lov bliver vedtaget og effektueret, så går det alligevel over denne skribents forstand, at en sådan lov overhovedet var nødvendig. Det syntes da som om, vi selv var i stand til at tage et hensyn til hinanden; ryger og ikke-ryger imellem. Til eksempel i DSB-togene, hvor rygerkupeerne blev afskaffet. Hvorfor? Fordi end ikke rygerne gad at sidde i deres eget røg længere. Restauranter blev røgfrie, og der var stadig kunder i biksen. Cafeer blev delt op i områder til rygere og til dem, der ikke gad røgen, arbejdsplader blev røgfrie, et cetera. Det hele foregik i et stille og roligt tempo og med en slags accept fra dem, hvis område efterhånden indskrænkedes – rygernes, selvfølgelig. Og vi fandt ud af det selv, og behøvede egentlig ikke politikernes tvivlsomme hjælp.
Men politikerne kunne bare ikke lade være med at blande sig i befolkningens anliggender, og skulle partout trække denne, set i lyset af den ovenstående udvikling, unødvendige lov ned over os. Min pointe er: Giv det tid og det vil finde sin egen balance.

Hykleri, blev der sagt!

Som sagt udebliver den store overraskelse over denne lov, men da jeg så, at Enhedslisten var skuffede over, at det ikke kunne blive til et total forbud (således al rygning skulle foregå udendørs), mærkede jeg grunden under mine fødder smuldre. Enhedslisten!? Dette parti, jeg dog siden sagen om Muhammed-tegningerne, har set på med større og større mistro. Jeg som gik ud fra, at de sad ved den politiske magts tinde af nød – og ikke af lyst, lovgiver nu over én kam, og endda gennem et forbud!
Enhedslisten er uden tvivl en bærer af den i starten nævnte sygdom. En mental sygdom, der har hykleri som i det mindste ét karakteristikon.

Argumentet klinger falskt...

Selv om jeg ikke helt har gennemskuet det falske i deres argumenter, vil jeg dog gerne tage et kig derpå. For lethedens – og sammenhængens skyld, tar jeg udgangspunkt i anti-ryger-loven. Jeg tror, det begyndte med (for år tilbage), at det var for rygernes egen skyld, da rygning er sundhedsskadeligt. Det blev som modtræk bla. påpeget, at vi stadig har valgfrihed, at rygning har været en del af vores samfund/kultur i århundreder, og at mange andre ting også skulle forbydes/begrænses, hvis argumentet skulle følges helt til dørs. Anti-ryger synspunkt er dog blevet udskiftet med argumtetet, at ikke-rygere har RET til røgfrit miljø, da passiv rygning også er skadeligt. Fokus bliver flyttet fra der Tater, til et statistisk gennemsnitligt beregnet offer. Og kræftens bekæmpelse disker op med nogle statistikker, hvis sandhedsværdi, jeg med rolig hånd tør betvivle. Ikke-rygeren, den uskyldige, ofret skal beskyttes – derfor skal rygeren bøde. Hvem er nu offer og hvem er blevet bøddel? Jeg tror det er dér, filmen knækker, det er dér hykleriet gør sin entré. (Nu forholder det sig også sådan at rygning er en luksus på højde med cognac og en god whiskey, men kan blive en last, på samme måde som den søde vin – og hvorfor ikke afhælpe rygeren sin last istedet for at straffe ham?)

Eksempel nummer 2 - Prostitution

Nu skal det ikke kun handle kun handle om rygere versus ikke-rygere, for der også en rimelighed/fornuft i at begrænse skaden fra både den aktive og passive rygning, selvklart. Det er mere loven og lovgivererne jeg vender mig imod.
Et andet eksempel er også hentet fra venstrefløjen, hvis rolle efter murens fald, bedst beskrives som vogtere af moral og udgyder af dårlig samvittighed – nu til dags er det vist det eneste deres "kritiske" blikke kan få øje på... uretfærdighed... Nå, eksemplet er prostitution, og en dag sad jeg og læste SF's syn derpå (står at finde på http://www.sf.dk/). Og i en sand sammenblanding af begreberne prostitution og trafiking, var konklusionen: kriminalisér manden, der går til en luder. Igen, ofret, som her er kvinden/luderen skal beskyttes imod manden/liderbassen, der begår overgrebet. Det er da vist kun de mest formørkede feminister der kan sluge den.
Horens status i samfundet er defineret af en sexualmoral, der igen er defineret af kristendommen; et adfærdsstyrende, samvittighedstyngende religiøst kompleks, der har hærget dette kontinent, korporligt som mentalt, i henved to årtusinder.
Jeg påstår hermed, at agtedes den prostitueredes rolle en anelse højere, og havde vi et mere afslappet syn på begrebet lyst (fx som noget der skal udleves og ikke styres), så ville prostution ikke foregå de steder den gør. Så vil det at være luder snarere forbindes med højstatus og af yderste vigtighed (hvis prostitution overhovedet var nødvendigt). Og deraf følger, at en kriminalisering af enten den ene eller den anden side, kun kan føre ulykke med sig.
Ligheden mellem de to nævnte eksempler, anti-ryger-loven som den nu foreligger i Danmark, og en anti-købesex-lov (som den foreligger i både Norge og Sverige), er at den finder et offer og derpå straffer en udnævnt bøddel. Det smager sgu, undskyld mig, af fascisme. Og det er den nye syge, som jeg nævnte i starten. Hykleriet er blot et medium, hvori den skjuler sig – som en trojansk hest, om man vil.

Middelalderlig logik

Logikken er for så vidt simpel nok: Intet offer uden en bøddel. Og bødlen kan vi uden videre straffe, for han er ovenpå og i den egenskab må han selv have valgt det. Mens ofret, qua offer, er uskyldigt og skal som sådan beskyttes, fordi han ufrivilligt er havnet i den situation som gør ham til offer. Venstrefløjen synes, at de har den moralske ret på deres side, og straffer dermed gerne bødlen. Det er fascisme! For sæt nu, ingen er ofre og ingen spiller bødlens rolle. Eller, vi er alle ofre og bødler, dommere og dommens udøvere til ét og samme tidspunkt. Men det kan være svært at få øje på, når man tror, at man som udgangspunkt, har moralen og historien på sin side.

Høyre & Venstre

Men, som Anders Fogh Rasmussen i sin første valgkamp anno 2001 sagde, så er skellet venstre-højre gammeldags – og det kan jeg kun give ham ret i, for så vidt det gælder den nye moralske fascisme. Højrefløjen (Socialdemokraterne og derudaf) nærmest kappes i deres symbolpolitik om, hvor hårdt bødlen skal straffes. Som fx for et par dage siden, da en vognmand og en chauffør, blev hårdt straffet for misrøgt af svin under transporten til et slagteri, hvor de alligevel skulle skydes og slagtes.
Det hele startede vist med at en Fru Marianne Fischer Boel (var hun fødevareminister?) stod tudede over en hestetransport på åben skærm – så blev der sat ind, en klapjagt, som nu mod rygere. "Vi skal vise, både vælger og bøddel, at noget sådan ikke kan accepteres", lød mantraen dengang. Og nu sidder to tilfældige bag træmmer. Det er fascisme!
Istedet for at spørge til, de betingelser den ny økonomiske orden (globalisering) stiller for varers frie bevægelse, så kapper de nogler hoveder hist og her – så ser det som om, politikerne handler.

Medier og enkeltpersoner - en reciprok destruktion

Men i virkeligheden er de også ofre – de er ofre for den føromtalte sygdom. Jeg har ondt af dem, jeg ser ikke politikerne som bødler, de er helt klart ofre for et spin, der vekselvirker mellem dem og medierne. For hvis politikerne er bærerer af den moralsk fascistiske sygdom, så er medierne smittesprederne.
Eksempler på ofre for mediernes hetz er der desværre nok af: Jørgen Leth, Morten Messerschmit, Michael Rasmussen, Dr. Ventegodt, Rudy Frederiksen, Christian Poulsen (dog ikke så slemt, men han skulle undskylde sig overfor hele nationen for sine handlinger; nogle forsøgte endda at få ham dømt for vold (episoden under EM-kvalifikationskampen mod Sverige))... Fælles for dem er, for det første, at deres baggrunde er vidt forskelligt, så mediernes hammer skelner ikke mellem, eksempelvis højre- og venstrefløj, eller fortid-fremtid; altså, hvad har personen gjort og dermed, hvad personen intentioner (muligvis) kunne have været. Nej, medierne har en sag, såsnart en person, hvis berømmelse, der delvist er skabt af medierne selv, træder udenfor et snævert afgrænset opfattelse af ret og vrang.

Mere om det i del 2...